Indtaling – hvorfor ikke gøre det selv?

Indtaling (også kaldet speak) kan være fristende at klare selv. Det er jo bare at tale ind i en mikrofon, ikk’? Jo, men alligevel ikke helt. Hvis det der skal indtales, skal bruges professionelt, skal du sikre dig at din stemme overhovedet egner sig til det. Jeg har hørt lydbøger som var indtalt af forfatterne selv, og på trods af at disse forfattere ellers var enormt inspirerende at høre på til foredrag, på tv osv., så var det tydeligvis en rigtig dårlig ide at de selv havde indtalt deres lydbøger. Det spændende indhold dør nemlig fuldstændig hvis oplæseren ikke er meget bevidst om sin stemmeføring.

Her er 8 gode råd hvis du absolut vil gøre det selv:

1. Sid (eller stå) ret op og ned (dog så du stadig har det behageligt, naturligvis). Det kan høres på stemmen hvis du hænger lidt for afslappet på stolen eller sidder i en sofa.

2. Find et lokale hvor der ikke er ikke for “tomt” og for mange ubeklædte flader. Hvis du har prøvet at stå i en helt ny, umøbleret lejlighed og tale, så ved du hvor ubehagelig akustikken der er, og det skal du så vidt muligt undgå. Du skal stræbe efter en så “tør” lyd som muligt. Du kan evt. fore med tæpper og puder omkring dig. Særligt bag ved dig er det vigtigt at der ikke er en hård flade lyden kastes tilbage fra.

3. Tal tydeligt, men ikke så overartikuleret at det bliver kunstigt. Bare tænk lidt mere over at tale klart end du normalt vil gøre. Hvis det ikke er naturligt for dig at udtale endelser o.lign. tydeligt (f.eks. ord der ender på -t), så lyder det heller ikke naturligt hvis du læser sådan op. Tydeligt, men naturligt, tak.

4. Smil mens du taler. Det giver et løft til din stemme.

5. Undgå at puste ind i mikrofonen – især når du siger p’er, t’er og k’er. Det er en god ide at have et såkaldt pop-filter foran. Du kan også vælge ikke at tale direkte ind i mikrofonen, men en lille smule skråt for – det hjælper.

6. Drik ikke mælk (eller kaffe/te med mælk) mens du speaker. Det klæber i munden, og det laver “smaskelyde” på optagelsen. Sodavand og andet med sukker kan give for meget mundvand. Drik rent vand før og under optagelsen.

7. Når du redigerer optagelsen i dit lydprogram, så kan du have glæde af to funktioner der sikkert vil ligge under “Effekter” el.lign.: Amplify der skruer op for lyden, og Noise Reduction der fjerner støj. Leg lidt med det for at opnå den bedste lyd.

8. Første gang du indtaler noget, så få nogen du stoler på siger deres ærlige mening, til at høre det du har indtalt og fortælle dig om du har en god stemme eller du hellere skulle overlade opgaven til en anden. (I så fald er du meget velkommen til at lade den anden være mig.)

God fornøjelse med din opgave. 🙂

Anja Lysholm
anja@billigtspeak.dk

Udgivet 15/8-2011

P.S. Jeg har fundet en anden artikel om samme emne som jeg da lige vil linke til her. Det er Karin Høhgs 6 trin til at optage lydfiler hjemme.